Mads Kronborg
Skuespillerakademiet
Jannick Andersen

Mads Kronborg

Sanger og korleder

 

 

Underviser i kor

 

Mads er uddannet musiklærer fra lærerseminariet Metropol, har læst musikvidenskab på KU og studeret på Voces Academy's dirigentskole i København. Mads synger 2. tenor i sangerkvartetten DunkelDirks, hvor han også arrangerer og komponerer en stor del af repertoiret. Mads er dirigent for Fjeldhammerkoret, Sophiekoret og koret YouNameIt. Desuden har han komponeret anmelderrost musik til diverse forestillinger, heriblandt Den Lille Prins på Teater Next, hvori han også medvirkede som kapelmester og skuespiller.

 

 

Hvorfor vil du gerne undervise på Skuespillerakademiet?

Jeg har en forholdsvis og til tider alt for teknisk og måske endda en ret matematisk tilgang til musik, synes jeg. Jeg er sikker på det vil gavne skuespilleraspiranterne at blive støttet på det plan. Det er det dramatiske udtryk i deres sang, der er mest interessant for lytteren i forhold til en solist i f.eks. en musical. Men det er stadig lettere at gøre, hvis man har lidt fast grund af rytme og tonalitet under fødderne. Eleverne på Skuespillerakademiet lærer mig en hel del om dramatisk udtryk fra deres skoling og erfaring i skuespil og jeg støtter dem med lidt musikalske tricks og ballast. Det bedste give/take-undervisningsforhold nogensinde.

 

Hvad giver det dig at undervise på Skuespillerakademiet?

På Skuespillerakademiet vrimler det med talent, potentialer, idéer og topmotiverede scenegængere og performere. Både elever og kollegaer er aldeles inspirerende at arbejde med. Den performance, drama, sang og dans jeg oplever inspirerer mig til at udvikle nyt repertoire og gå nye veje med mine koncerter og shows.

 

Hvorfor er det netop dit fag, der er det vigtigste?

Hver enkelt individuelle præstation tæller selvfølgelig en hel del i en god forestilling. Men samarbejdet og kemien er, efter min mening, mindst lige så vigtig. Kor er en samarbejdsform, hvor alle har ansvar og indflydelse på den samlede kvalitet. Man kan altid mærke hvis nogen i koret ikke bidrager, ikke gør plads til de andre eller stikker ud. Det gælder på samme måde i et teaterstykke. Hvis man kan udfylde sin rolle på bedste vis og samtidig kan hjælpe de andre på scenen med at skinne… ja så er det ret fedt ik?

 

Hvad vil være dit bedste råd til en skuespilleraspirant?

Konkurrencen i branchen er stor men husk altid også at se efter potentiale for samarbejde i de andre aspiranter. Det er interessant hvad mennesker kan med ting, men det er endnu mere interessant at se hvad mennesker kan med mennesker.