Helene Madsen Smed

Helene Madsen Smed

Studerer BA Acting & Contemporary Theatre på East 15 Acting School i London, 2017-2020

Elev på Grundholdet i foråret 2013

& Fortsætterholdet i efteråret 2014

Det er præcis ved at være 4 år siden, jeg besøgte Skuespillerakademiet for første gang. Jeg havde et møde med Troells, hvor jeg også blev vist rundt i lokalerne. Jeg husker tydeligt, som jeg gik op af trappen over Lidl og ind i Skuespillerakademiets rum, at jeg tænkte “findes der virkelig sådan et sted?”


Det er underligt at være fanget i samfundets forventede hverdag med fuldtidsjob, parforhold og følelsen af ikke at passe ind, for så at finde ud af at der faktisk er andre der også har det sådan.


Skuespillerakademiet var overhovedet ikke som jeg havde forventet. Det var meget federe, men jeg opdagede hurtigt at jeg slet ikke anede noget om at være skuespiller. Der gik ikke lang tid, efter jeg havde afsluttet grundforløbet, inden jeg blev suget ind i det samme hul som før, med fuldtidsjob og KU-brochure. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg måtte tilbage på Fortsætterholdet. Skuespillerakademiet har for mig været den bedste afsats til faget og til min selvtillid. Jeg tror virkelig på at skuespil og teater er noget jeg kan og et sted hvor der er plads til alle. Ofte i en branche som denne oplever man fagfolk der mener at faget ikke er noget for alle, og at viljen og ønsket ikke er nok. Men i virkeligheden handler det ikke om talent men om at få de rette værktøjer eller den korrekte guide, og dér er Skuespillerakademiet den helt rigtige start. Efter sommeren 2017 begynder jeg min uddannelse BA Acting & Contemporary Theatre i London på East 15. East 15 elsker eleverne fra Skuespillerakademiet, og det tror jeg helt sikkert er fordi de er blevet efterladt med den helt rigtige tilgang til skuespil. Det vækker et kæmpe potentiale for større uddannelser også internationalt. I sidste ende handler det om at kunne vise at man er et menneske, og det kan alle lande og kulturer jo forholde sig til.


Skuespillerakademiet har åbnet en dør til en helt ny verden fyldt med en masse mindre døre, for mig. Efter min deltagelse hos dem har jeg været nødsaget til selv at skulle åbne for alle de døre. Men jeg havde ikke kunnet gøre det uden at starte noget op selv og bruge det netværk Skuespillerakademiet har tilbudt mig. Hvis det er det man vil er man nødt til at melde sig 100% og tage alt med oprejst pande, også afslagene.